Redesign

Forslag til redesign af banen udarbejdet af banearkitekt Philip Spogárd.

Philip Spogárds fil med de enkelte huller ligger nederst.

Referat fra medlemsmøde vedr. masterplanen onsdag den 25. november 2015 på Euc Nordvest v./ Philip Spogárd.

Onsdag den 25. november afholdtes et særdeles velbesøgt medlemsmøde i NVG-regi på Euc Nordvest.

Ved mødets start var der tilmeldt og fremmødt knap 150 medlemmer, - et ret anseeligt fremmøde, som vidner om den store interesse, medlemmerne viser klubbens planer.

Banearkitekt Philip Spogárd begyndte sit oplæg med at understrege, hvor høj klasse han synes, vores bane har. Det er virkelig en exceptionel bane med mange huller af høj kvalitet. Han mener, at han vil kunne bringe banen yderligere niveauer op med de ændringer, som han ville komme ind på senere. Banen bliver måske ikke Danmarks bedste, men det bliver tæt derved.

Der er stor stilmæssig forskel på forni og bagni efter Philips mening. Forni er åbne huller med forgrund, mellemgrund og bagrund. Der er brede fairways omkranset af et område med forskellige græsarter afsluttende med skoven. Det giver en visuel rummelighed på hullerne. Det giver gode naturoplevelser.

De planer for ændringer, han har på forni, er ud over at placere og fjerne en eller flere bunkers hist og her på hullerne, at lave større ændringer på hullerne 1, 5, 6 og 7.

Søen skal i spil på hul 1, derfor forlænges hullet bag om søen, hvor en ny green etableres. På hul 5 flyttes green op på vejen mod hul 6. Det vil give et bedre løb på banen og der vil ikke være to blinde slag. Philip synes, det er urimeligt og unfair med blinde slag. Hul 6 laves om til et par tre hul, således at der bliver en green til højre ca. for den gule 150 m pæl oppe i skoven. Green på hul 6  omdannes til teested for hul 7 og man vil få en helt formidabel udsigt ud over terrænet, havet og til Hanstholm, - en udsigt, som vel sjældent nydes, da vi som oftest har næste hul i tankerne, når vi har puttet ud. Hullets forløb er planlagt til at gå venstre om søen, så man fremover undgår alt vandhalløjet. Hullet bliver derved mere lige. Hul 9 tænkes forlænget ned på 18. fairway og hæves, så man ikke får et blindt slag ind til green, endvidere fremrykkes teestederne.

Bagni er mere lukkede, og på mange af hullerne virker der lidt klemt. Tætte rækker af graner så nær på fairways giver et indtryk af nærmest at være mure, som indrammer hullerne.

Philip vil gerne have bagni til at ligne forni, så der bliver mere sammenhæng af banen. Det skal gøres ved at fjerne en række træer i dogleggen på hul 10. Det vil åbne hullet mere. Eventuelt skal green flyttes lidt mod venstre. På hullerne 12, 13 og 14 sker der store ændringer. Hul 12 gøres dogleg til højre efter trærækken og green kommer til at ligge inde i det ryddede område der. Der laves et nyt hul 13 næsten i forlængelse af hul 12. Terrænet derinde er ret kuperet, og hvor tidligere arkitekter har fjernet meget jord for at kunne lave et hul, eksempelvis i sadlen på det eksisterende hul 13, vælger Philip at bruge terrænet, som det er, han vælger at fremhæve terrænet. Tilbage i retning mod hul 15s teested etableres et nyt hul 14. Både hul, 12, 13 og hul 14 bliver par fire huller. Endelig på en lille høj bag ved og til højre for hul 12s green stadigt inde i området, man kan se højen i åbningen på 12erens green, laves et nyt par tre hul, som bliver hul 15 med 12erens nuværende green som det kommendes hul 15s green. Hul 15 bliver hul 16. Hul 16 bliver hul 17 og begge huller er næsten uforandrede. Hul 17 bliver hul 18 og skal laves dogleg til højre ca., hvor vejen går i dag. Det betyder, at klubhuset kommer mere i spil.

Philip har undret sig over, at klubhuset næsten synes at lukke sig bort fra banen i modsætning til andre klubhuse, som åbner sig mod banen. Fra 18. green nede i skoven ved vejen vil man kunne se terrassen, og fra terrassen vil man kunne se op gennem træerne, når spillere er ved at putte ud. Der skal derfor tyndes lidt i træerne. Og effekten bliver, at klubhuset nu i højere grad bliver en aktiv del af banen.

Hele banen er stadigt en par 72 bane, men den bliver noget længere, idet Philip lægger stor vægt på, at såvel superspillere som begyndere og alle der imellem skal kunne få en rigtig god golfoplevelse. Han designer derfor også banen, så man kan udfordre sig selv efter sin formåen eller vælge at spille safe.

Der vil således blive fire teesteder eksempelvis kunne det være 48, 50, 56, 60.

Et så stort projekt er naturligvis pengekrævende. Baneudvalget og bestyrelsen er så småt gået i gang med at lave en slagplan. Først og fremmest skal Naturstyrelsen tages i ed og godkende ændringerne, dernæst skal der laves en prioriteret rækkefølge og samtidigt skabes en finansiering.

De medlemmer, som var tilstede på informationsaftenen, syntes ret begejstrede for planerne. I pausen, hvor man kunne købe øl eller vand, fornemmedes en meget positiv stemning. Også under spørgerunden, som afsluttede aftenen, var der positive tilkendegivelser. Så nu skal der "bare" skaffes tilladelser fra Naturstyrelsen og kommunen og finansieringen skal planlægges. Et realistisk slag på tasken for at få tilladelserne i hus er et år.

Se planen her i en "Light" udgave: Masterplanen

 

Baneudvalget / bestyrelsen