Nye venskaber og udfordringer
Golf er en spændende sport – også for unge. I Nordvestjysk Golfklub er der en aktiv juniorafdeling, der har 37 unge spillere mellem 6 og 18 år og 36 fra 19-25 år.
Fællesskab
”Det var sjovt at begynde med golf, fordi vi hurtigt blev en del af et større fællesskab, og uanset niveau kan vi alle spille sammen. Selvom golf ikke er en direkte holdsport, så er der et super fællesskab i vores juniorklub på tværs af aldre og køn”, fortæller Victoria og Lasse - to af klubbens aktive unge spillere.
Klubbens juniorafdeling arrangerer sommerlejr og tager ofte ud til andre klubber for at dyste mod andre unge golfspillere ”Vi har begge været afsted til en masse turneringer. Hver gang vi er afsted møder vi nye mennesker og får nye venner” fortsætter Victoria og Lasse.
En sport der udvikler
Golf er en god sport for børn og unge, som gerne vil ud at røre sig. Eller hvis man bare vil ud at hygge sig med en forælder, ven eller bedsteforældre m.m.
Man udvikler sig ikke kun fysisk men også mentalt, fordi det kræver stor koncentration at spille golf
Der er fællestræning for juniorerne 2 gange om ugen. Victoria og Lasse er blevet bidt af golf, og om deres træning fortæller de: ”Vi træner næsten alle hverdage, og spiller turneringer i weekenden. Alle de mennesker vi har mødt på banen eller i klubhuset er virkelig søde og hilser altid igen, når man siger “hej” eller vinker. Vi er også kommet ind i en sportsklasse med golf, og det er noget af det bedste der er sket for os. Vi har fået så mange nye venner, som har det samme mål som os: at blive så god til sin sport som muligt.”